På daværende tidspunkt var Holme – Tranbjerg en ”landsby” med den traditionelle kæmner og et sogneråd, og det må vel tilskrives dette, at Tranbjerg Haveby blev en realitet.

I den yderste periferi af kommunen ville man nemlig lave en helt ny by, skønsmæssigt beboet af en halv snes tusinde mennesker. Man tænkte nyt! Der blev lavet deklaration på området for at få styr på bebyggelsen. Man ville bl.a. adskille gående trafik fra den kørende. Der blev anlagt grønne områder, planlagt institutioner, skoler, butiksfaciliteter m.m., og man ville etablere et fjernvarmesystem. Dette var selvfølgelig fornuftigt i et sådant nyt område.

For at få folk med fra starten solgte man simpelthen grundene med en sum oveni som en aconto tilslutningsafgift. Til at begynde med byggemodnede man Skole-, Park-, Dam- og Kærvænget. Salget i disse vænger gik trægt. Først kom der en kreditstramning og senere et byggestop. Men man kom i gang. De første ca. 15 huse blev i øvrigt opvarmet med flaskegas, men ret hurtigt blev en såkaldt lille satellitcentral stablet på benene på Østerby Allè, og den egentlige fjernvarmeforsyning kunne begynde.

Den endelige fjernvarmecentral – når den engang skulle bygges – skulle den ligge på en grund ved siden af det sted, hvor plejehjemmet nu ligger. Grunden blev erhvervet for 90.000,00 kr.. Men det gik jo helt anderledes. Da opgangstiderne kom igen, var der ønsker fremme om at få større grunde end de i de førnævnte vænger. Af den grund byggemodnede man Kirkevænget. For at få gang i salget og for at få optimal udnyttelse af vort daværende rørledningssystem, henvendte kommunen sig til byggefirmaet Jens P. Koch. Jens P. Koch fik tildelt den sydligste del af Kirkevænget og skulle i rimelig grad udfylde de ”huller”, der var i de gamle vænger.

I slutningen af tresserne spøgte kommunesammenlægningen, og sognerådet gjorde sit første forsøg på at danne et privat andelsselskab ud af Tranbjerg Varmeværk, som i årene forud var administreret af det privatejede selskab Holme-Lundshøj / Rundhøj fjernvarme.

Der var en passus i overenskomsten, der pålagde beboeren pligt til på andelsbasis at overtage og drive værket, når det passende tidspunkt indfandt sig. Man henvendte sig til Havebyens grundejerforening, der fik etableret et møde, der også i påkommende tilfælde skulle fungere som stiftende generalforsamling. Der var imidlertid ikke stemning på dette møde for at blive selvejende.

Et år senere havde Jens P. Koch opkøbt arealet vest for Gl. Horsens Landevej og havde anmodet Aarhus Kommune, ved kommunesammenlægningen, om at overtage forpligtelserne vedrørende varmeforsyningen i området. Dette blev afslået.

Grundejerforeningen, der havde fulgt udviklingen nøje, frygtede, at dette ville ende med 512 oliefyr med rygende skorstene. Der blev indkaldt til stiftende generalforsamling den 24.05.1971. Tranbjerg Varmeværk A.m.b.a. blev en realitet.

Herefter handlede en nyoprettet bestyrelse med Aarhus Kommune og fik overdraget værket den 01.09.1971 for 3,7 mio. kr. Der kom rigtig gang i byggeriet, og der måtte lejes 2 større satellitkedler. Det kan nævnes, at der 01.09.1971 var 337 forbrugere og ultimo 1972 små 1.000 forbrugere. Belastningen på disse små kedler blev for stor, og man besluttede at bygge den fjernvarmecentral, vi kender i dag. Centralen blev taget i brug i slutningen af 1972.

Byggeriet fortsatte: Horse- og Hyrdevænget samt Jegstrup- og Skovgårdsvænget blev byggemodnet. Derefter Grønløkkeudstykningen, Børupvej, Trankærgårdsvej og Tranbjerg Stations by kom i gang.

Sidst i 70’erne, efter oliekrisen i 1973 – 74, blev det pålagt landets kommuner at færdiggøre en varmeplanlægning. Ideen om at etablere Varmeplan Aarhus som et selvstændigt driftsselskab blev en realitet.

Det tog naturligvis lang tid med mange møder – men kontrakten blev underskrevet den 17.05.1983 af de respektive partnere d.v.s. Aarhus Kommunale Værker + de 7 privatejede værker.

Leverancen til os startede den 01.02.1985. Meget kort fortalt betyder det, at vi i stedet for selv at producere varmt vand, køber dette fra Studstrupværket. Det varme vand leveres til vekslerstationen på Østerby Allè, hvor det i en stor veksler opvarmer vort cirkulerende vand, som vi så selv pumper ud til forbrugerne i vort eget rørsystem.

Den helt store fordel ved V.P.Å. er den økonomiske. Det er sådan, at 20 % af den varmepris, vi betaler for det modtagne vand, er den reelle ”vandpris” inkl. afgifter, medens 80 % af prisen er afskrivninger og renter på det totale ledningsnet. Afskrivninger og renter falder efterhånden, som de optagne lån afvikles. Dette modvirker i nogen grad de mange afgifter, som vi efterhånden er blevet belemret med. Afgifter er ikke småbeløb. Det er sådan, at afgifterne nu er større end selve varmebeløbet. Det skal her nævnes, at Studstrupværket fyrer med kul, men kan også fyre med halm.

På det nye Aarhus Værk til erstatning af det gamle ”Midtkraftværk” på havnen, skal der anvendes biobrændsel, hovedsagelig flis. Dette nye værk bygges dels som reserve og spidsbelastningsværk, dels som supplement til Studstrupleverancen. Især Aarhus midtby er sårbar ved ”havari” på Studstrupværket eller ledningsnettet.

I Tranbjerg, opstarter vi i sådanne situationer vore egne kedler – det tager ikke mange minutter. Udgifter ved egen opstart – især til olieindkøb – refunderes af V.P.Å.

Siden år 2000 er der sket en del udstykninger. Vestergårdsparken, Porsevænget og Jegstrupvej. De seneste udstykninger er Orholt Allè, Trankær Mosevej, Frisenholt, Ingerslevvej, Østergårdsparken og Tingskovparken. De seneste par år er nu området omkring Obstrup blevet bebygget og i Sønderbro er der gang i nybyggeri. 

På nuværende tidspunkt er der knap 3.800 andelshavere i Tranbjerg Varmeværk.